Pernille's blog

Endnu et en-nats-Motel. Og så endda efter endnu et langt stræk i bil. Faktisk det længst planlagte.
Eden er en gammel hvalfanger-by. Nu er det mest turister og lidt reje og tun- fiskeri og muslingefarme de ernærer sig ved.

Fra September til november kommer der en masse pukkelhvaler og en sjælden gang også spækhuggere. Derudover er der næsten altid pelssæler og ofte delfiner at se.

Efter en gåtur rundt på havnen så vi en enkelt pelssæl lege inde i havnebassinet. Derudover var der en masse skarver også.

Vi var en tur på en “Lookout” hvor der var en fantastisk udsigt.

Og så var det begyndt at blive en del køligere. De sidste 50 km vi kørte droppede temperaturen fra 38 grader til 23. Det er altså noget man kan mærke. Samtidigt begyndte det at trække op og blive overskyet, og mens vi kiggede på solnedgangen så vi rigtig mange lyn.

Pernille Ikke kategoriseret

Op og afsted. For at være ærlig trængte vi til at komme ud i verden, se noget natur og have lidt fred omkring os. Næste planlagte stop var Bairnsdale. Vi havde en del kilometer i bilen foran os, men ungerne elsker at køre bil, specielt hvis de får lov til at sidde og spille på nintendo eller se film på deres iPods, så dem var der ikke meget ballade ved.

Motellet i Bairnsdale var ikke noget at skrive hjem om, men ca 30 km derfra lå Lakes Intrance og der kunne vi jo tage en lille tur rundt. Vi havde kun planlagt en enkelt overnatning, så vi ville jo gerne se hvad der var i omgivelserne.

Hele vejen op ad Princess Highway har der været en masse skove, en masse sving og temperaturen var på et tidspunkt oppe på omkring 39 grader. Vi havde nok forventet at vi ville køre på kanten af kysten, men det er altså ikke helt tilfældet. Vi kigger efter kænguruer, wombats og koalaer hele tiden, men kan altså ikke rigtig få øjne på dem.

I Lakes Intrance er der utroligt smukt. Inden vi kom til byen var der et udsigtspunkt og det besøgte vi på tilbagevejen.

Vi tog en gåtur henover en flot bro og kom til en fed strand. Masser af ret vilde bølger, og selv Thilde begynder at få mod på vandet.

Klog af skade valgte vi kun at være der halvanden til to timer og vi kunne spise vores take-a-way Fish´N Chips uden rødme og sammen med en million måger.

Pernille Ikke kategoriseret

Vi kunne vågne nytårsmorgen med:

1. Ingen tømmermænd

2. Et skypeopkald til familien, og lige nå at ønske godt nytår inden de trådte ind i det nye år.

Så nu er vore år 2012 10 timer længere end de flestes, hvilket er ret mærkeligt at tænke på.
Men op til morgenbuffet. Selv om udvalget var både stort og dejligt, så var kakerlakken i baghovedet fra det sidste Novotelophold, så appetitten var ikke hvad den kunne være.

Vi havde tænkt os at bruge den første dag i det nye år på at tage ud på en lille ø som kaldes french Island. Der havde vi tænkt os at gå nogle lange ture og se på den ret store koloni af koalaer de havde derude. Men men men.. Da vi ankom, ca 15 min før færgen derud gik, ville Lars købe billetter til turen derover. Men damen i billetlugen gjorde alt for at få os fra idéen. Der var mange myg, der var langt hen til en forretning og en restaurant, der var for langt at gå for børnene, ja alle mulige undskyldninger brugte hun på at snakke Lars fra idéen med at tage derud. Heldigvis kom nabo-billet-damen og sagde at middagsfærgen kun sejlede til Phillip Island og slet ikke til French Island, og så var hun jo reddet!
Men det var vi jo ikke. Pludselig skulle vi til at finde på noget andet at lave så vi besluttede os til at finde en strand hvor vi kunne slappe lidt af og hygge lidt. Så vi kørte lidt videre. Og lige der, var der et lille loppemarked/marked. Vi stoppede for at kigge lidt nærmere på sagerne. Vi smagte på sødsyltede hvidløg og fik en kop iskaffe, og pludselig stod Jim der med tre kaninunger i et bur som han gerne ville sælge. Vi kunne, af gode grunde, ikke købe, men vi kunne da kigge og, ikke mindst, snakke. Så lige pludselig havde vi fået flere ideér til vores videre tur og vi havde haft dejligt selskab. Endnu engang så er det ikke rejsens mål som er vigtigt, men mere selve turen og de mennesker man møder som gør turen god.

Vi fik købt en masse friske gulerødder, squash og røde solmodne peberfrugter til at spise i bilen de næste par dage og så fandt vi ellers en fin strand.

Ikke så store bølger denne gang, men mere strandskaller og stille vand som Malthe kunne bade i. thilde er ikke så glad for bandet, men det kommer sikkert nok på et eller andet tidspunkt.

Turen hjem var lidt for hård for ungerne så de sov som små søde sten bagi bilen på vej tilbage til hotellet.

Pernille Ikke kategoriseret

Dagen hvor vi skulle afsted fra et lille paradis. Heldigvis var der ikke noget der hastede, så vi kunne bare blive så længe vi havde lyst. Hende der skulle ordne værelserne kom klokken 14 så vi syntes vi havde god tid.

Thilde skulle lige have en lille ridetur igen. Malthe ville ikke ride, han havde jo prøvet det før (da han var 3 år!) En kort overgang ville han gerne fordi Thilde pralede med at det var rigtig sjovt når den løb hurtigt, men så tog han det i sig igen, og pludselig mente han at han kun ville ride hvis det var på hans egen hest, og hvis den var helt vild sej!

Men da klokken var 13 hentede Colin en bue med en pil, og så blev det ikke lettere at få knægten med hjem! Han skulle jo skyde og skyde og skyde. Både Colin og Margaret havde været ude i en af staldene for at finde en Blue-tongue-lizard til Malthe, men den havde desværre gemt sig alt for godt!

Så vi var jo nødt til at sige farvel til denne udsigt og de dejlige mennsker vi lige havde mødt!

Og så måtte vi jo sige goddag til Novotel og internetforbindelse igen..

Og så er det jo nytårsaften, så vi skulle have en Seafood-platter havde Malthe bestemt. Og han er jo god til det der med mad, så det var stor nydelse for os allesammen, og da Malthe havde spise lige så meget fisk som Lars og jeg snuppede han lige halvdelen af Thildes pizza.

Og så kunne han da også lige smage Thilde’s Milkshake.

Nu er vi endt på værelset. Selvom det endnu ikke er midnat er ungerne puttet og nu hvor jeg endelig er færdig med at opdatere herinde, vil jeg sætte mig over til Lars og se lidt fjernsyn..

Jeg ønsker jer allesammen en rigtig dejlig nytårsaften og et godt lykkebringende nyt år!! Og så glæder jeg mig til at se alle i det nye år!

Pernille Ikke kategoriseret

Hjemmelavet morgenmad, med æg fra haven! Det er der sørme ikke nogen hotelbuffet med eller uden insekter som kan slå!

Selvom vi egentlig ikke havde den store lyst tog vi alligevel afsted for at se Sovereign Hills. Det er et fantastisk spændende sted som er en replica af en guldmineby fra ca 1850. De ansatte i byen går rundt i tøj fra den tid og der var mange specielle steder som var meget lærerige.

Det første sted vi kom til var den kinesiske lejr. Mange kinesere tog til Australien i jagten på guld og penge. De ønskede at sende penge hjem til familien og arbejdede derfor i minerne for at sende guldstøv hjem. Problemet var at kineserne ikke fik det guld de fandt. De var tvunget til at betale helt horrible skatter, så de knap havde råd til dagen og vejen. Vi så et kinesisk tempel og hørte historier om hvordan de levede.

Vi var nede i en kopi af en mine og fik fortalt at få hundrede meter fra hvor vi stod var den næststørste gold-Nugget fundet. Næsten 62 kg guld i en sten.. Ret vildt faktisk. Vi fik også at vide at der blev fundet mere guld i Victoria, Australia end i hele Californien.

I Sovereign Hill var der en stor produktion af stearin-lys. Lige bortset fra at de ikke blev lavet af stearin men af fårefedt. Vi hørte om hvordan man lavede lysene, hvordan det lugtede og hvor stor efterspørgslen var. Den var så stor at man var nødt til at importere lys fra England.

Ungerne fik lov til at lave noget flerfarvede ly, hvilket de syntes var vildt fedt!

Og til sidst skulle der da også vaskes lidt guld! Bemærk den autentiske hat! Både Lars, Malthe og jeg selv har sådan én, og jeg skulle hilse og sige at den skal vi nok nå at blive glade for..

Pernille Ikke kategoriseret

Vi pakkede ret hurtigt vores ting for at komme væk fra både byen og de lidt uheldige oplevelser på hotellet. Bilen kørte os til Ballarat hvor vi fik frokost, shoppet lidt, leget på legepladsen og en kop kaffe at køre videre på.

35 km ca fra Ballarat kom vi til vores næste logi. Vi havde store forventninger til “Sleepy Hollow” som reklamerede med at være en ponyfarm, have masser af dyr, og ligge langt ude på landet. Og med så høje forventninger som vi havde kunne man jo næsten kun blive skuffet. Men det gjorde vi ikke.. Tværtimod. Vi fik et halvt hus at bo i. Køkken, spisekrog, sofagruppe, toilet, badeværelse, værelse til ungerne og soveværelse. Så var der en stor aflukket baghave, legetøj i stuen, en bold at spille med, høns som vækkede os om morgenen (eller rettere det var faktisk hanen Preston!).

Og vi fik hilst på hunden Dougal, tre andre hunde som vi missede navnene på, to katte, to store hvide kakaduer (tror jeg nok de var i hvert fald store og kunne sige Hello Cockie og hello Macki) 8 shetlandsponyer og en enkelt araber på 22 år. Margaret og Colin, som havde denne oase var så venlige og imødekommende at de fik os til at slappe fuldstændig af. Margaret kom med 12 æg som hun havde fundet rundt omkring fra hønsene og de gjorde på alle måder vores to overnatninger fantastiske.

For Thilde var det specielt en stor oplevelse. Hun mødte nemlig Briana. En 7 års shetlandshoppe som hun fik lov til at ride på. Og tøsepigen har jo talent! Hun sad roligt og afslappet, fulgte hestens bevægelser og fik lov til både at hoppe over en tønde, gå op på en lille høj, gå både baglæns og forlæns til sidst at trave en lille smule. Fra den første gang hun sad på hesten snakkede hun ikke om andet. Jo, forresten, hun ville også meget gerne give geden sutteflaske!

Altså, man er jo næsten nødt til at købe en pony til hende ik´?

Over et par tønder..

Pernille Ikke kategoriseret

Morgenmad.
Nu havde jeg jo tidligere skrevet at morgenmaden var ok på Novotel i Melbourne. Det vil jeg gerne tage i mig igen, for da Malthe og jeg gik en lille runde for at bestemme os for hvilke lækkerier som skulle være vores morgenmad så jeg et lille insektdyr på ca halvanden cm i brødkurven. Jeg valgte at tilkalde en tjener så der ikke uforvarende kom en eller anden kunde og kom til at spise kravlefætteren. Tjenere sagde mange tak for hjælpen efter et lille udbrud alá “ydrk”. Vi fandt andre ting at fylde på tallerknerne (man bor vel i Kina!) og så kom der en af de finere herrer hen til mig og undskyldte mange gange. Han spurgte sågar hvad jeg ville have? (hvorfor sagde jeg ikke at jeg gerne ville have en ny cykel eller et par rulleskøjter?) Han tilbød mig en kop kaffe eller en kop the, men han måtte have set på mit ansigtsudtryk at jeg jo selv kunne gå hen og finde en kop kaffe eller kop the på buffeten så han gik lidt højere op og tilbød mig en flaske vin, hvilket jeg jo ikke sagde nej til..

Nå, men da vi skulle checke ud fandt vi en af de bedst klædte receptionister, som med det samme gav hånd og præsenterede sig, undskyldte mange gange for den meget uheldige oplevelse jeg havde haft. Han skyndte sig at fortælle at de 70$ vi skulle betale for parkering var på husets regning og han tilbød at ringe og bekræfte vores booking af søsterhotellet som vi bor på nu..

Nu ville skæbnen den at  da vi kom til værelset i dag på søsterhotellet lå der fire lækre stykker chokolade og et håndskrevet kort fra en af deres managers. Vi skulle endelig ikke tøve med at kontakte ham hvis der var noget vi ville spørge om eller hvis der var andre ting i vejen.

I aften er det nytårsaften, så Lars havde spurgt ind til om der var en nytårsmenu og hvis der var hvilken, pris og vilkår blev jo selvfølgelig beskrevet i mailen, så vi var lidt overraskede da vi satte os til bordet og der så ikke fulgte en flaske vin med til vores fiskeplatte. Det havde der jo stået i mailen at den var includeret.

Fat i en af den med det pæne tøj og vupti, endnu en flaske vin til værelset. Nu er det største problem bare at Lars ikke drikker så meget vin, og at jeg næsten ikke synes jeg kan komme igennem hverken den første eller den anden! Pyha, sikke et hårdt liv, hva´?

Pernille Ikke kategoriseret

Efter en times tid eller måske lidt mere tog vi ud på sen aftensmad.

En af de store grunde til at vi ville være i Melbourne er at der på en af de nærliggende øer bor en pingvinkoloni med dværgpingviner. Hver aften efter mørkets frembrud svømmer de hjem for at hvile i deres reder. Det kan man så se hver aften, hvis man er heldig.
Vi følte os endnu mere heldig da en lokal caféejer fortalte at der var en koloni på St Kilda’s Pier inde i Melbourne.

Så, en sen aftensmad klokken ca 19.30. Klokken 20.15 gik Thilde i seng. Da vi ikke havde en seng med, valgte hun at sove på armen af mig i en times tid. Troede en overgang at jeg var nødt til at sidde med hende hele natten, men vi valgte at vække hende klokken 21.15, gå ned til kajen og der var de!! Pingvinerne. Og hold da op hvor var de kære. Thilde var vågnet helt op og hun begyndte med det samme at næsten hvine når hun skulle snakke om dem.

Jeg føler mig som en medskyldig i en kriminel handling for jeg var den første til at komme med forargede udbrud da der var én som tog et billede med blitz af de små pingviner. Efter ca en halv time brød manden min sammen og fortalte at det var ham der var kommet til at begå den formastelige udåd. Ved et uheld! Så kan man jo overveje om man vil tro på ham eller lade være.

Men nu kom mine etiske overvejelser jo lige ind over, for er det ikke som at være hæler når jeg nu vælger at publicere det formastelige billede. Er det ikke at være lige så slemt at være hæler som det er at være tyv?

Nå, men her har I billedet i hvert fald. Så må jeg jo æde min stolthed bare for at fremvise et billede af disse helt utrolig nuttede væsner..

Pernille Ikke kategoriseret

Er vist kommet lidt bagefter, men med to dage uden internet så kommer man jo bagefter..

Vi stoppede ved Dockland i Melbourne med sporvognen. Det er altid dejligt at gå ved havnen, men sikkert lidt dødt, når man tænker på at det er juletid. På lygtepælene nede ved havnen havde man skrevet de engelske julesange og det var et stort hit at synge jinglebells sammen, specielt for Thilde der sang den til Wintercheer på skolen. Hver gang hun synger sangen kommer højre arm til at gå op og ned. Det lyder lidt underligt, men det er fordi hun havde en bjælde i hånden da hun var på scenen, og rytmen fra bjælden sidder åbenbart i armen når hun synger Jinglebells.

Vi hoppede på sporvognen igen og stoppede da der blev annonceret at der var et museum som viste historien omkring det oprindelige folk her i Australien. (Hedder de ikke bare aboriginals på dansk også?) Vi fik snakket meget boomerangs og spyd, vi fik hørt og set historier omkring hvordan floderne i Australien blev til. Vi fik læst omkring tvangsadoptionerne fordi englænderne ikke ønskede at de blev præget for meget af deres ophav.

Vi valgte at gå tilbage til “Federation Sqaure” som er et kæmpe område for alle. Der er storskærm med cricket-spil eller fodboldkampe, der er gøglere, isboder, caféer, restauranter og en stor legeplads for ungerne.

Pernille Ikke kategoriseret

Vi er her stadigvæk, men da vi bor utroligt langt ude på landet bland høns, heste kakaduer og geder er der ikke dækning på vores modem.

Men vi råhygger og slapper af. Drikker karkalak-vin (den historie får i senere) og griller, mens ungerne leger i baghaven af det halve hus vi har lejet.

Her er skønt og vi er lidt forelsket i stedet som hedder “Sleepy Hollow”. Aftenløbeturen i går (den første udendørs i 5! måneder) var skøn, hård og med en fantastisk udsigt.

I morgen går turen igen til Melbourne og mon ikke der er dækning så vi kan komme på nettet der?

Nå, men jeg sidder lige i bilen. Thilde sover, Malthe læser og Lars er inde for at handle, så jeg må jo udnytte at jeg er i nærheden af 3G-net.

Pernille Ikke kategoriseret